Lemvig henter talent hjem fra ligaklub
Den unge islænding, der har underskrevet en étårig aftale, genforenes dermed med sin tidligere holdkammerat, Mads Stensgård, som han tidligere har spillet sammen med gennem ungdomsårene i blandt andet NNFH Lemvig, Team Vestjylland og Lemvig Nissum Håndbold.
"Det betyder meget for os som klub at se egne talenter vende hjem og blive en del af førsteholdstruppen. Med både Jón og Mads i truppen styrker vi klubbens lokale fundament og fremtid," siger sportschef Lars Broe.
Jón Ísak Halldórsson trådte ind i TTH Holstebros talentmiljø tilbage i 2021 sideløbende med et ophold på Idrætsefterskolen Lægården. Siden har han deltaget regelmæssigt i ligatræninger og opnåede ligadebut, ligesom han i denne sæson flere gange har været med i kamptruppen hos TTH Holstebro – senest i DM-semifinalen mod Aalborg Håndbold.
Den flotte udvikling har også vakt international opmærksomhed. I starten af 2025 blev Halldórsson således udtaget til det islandske U21-landshold.
"Jón Ísak er en spændende fyr, som har udviklet sig rigtig meget de seneste år i Holstebro, og som også har været inde omkring Islands U21-landshold. Nu begynder seniortiden, og vi tror over tid, at han kan blive et rigtig stort aktiv for LTH," siger Lars Broe.
Jón Ísak Halldórsson har en særlig tæt relation til Lemvig-Thyborøn Håndbold. Hans mor har tidligere arbejdet i klubbens administration, og hans far har været bestyrelsesformand.
"Jeg har valgt at søge nye udfordringer, og jeg ser LTH som den rette klub for min videre udvikling. Klubben har et stærkt ry for at udvikle dygtige håndboldspillere, og jeg tror på, at det er det rigtige skridt i min karriere. Det har altid været en drøm at kunne spille for Lemvig-Thyborøn Håndbold, så jeg er meget stolt over nu at få muligheden for at spille for min hjemby," siger Jón Ísak Halldórsson.
Han glæder sig især til at opleve den særlige stemning, der altid er omkring kampene i Jysk Energi Arena – nu som spiller på banen:
“Jeg har stået på tribunen i mange år og mærket stemningen. Det bliver stort at have klubbens fans bag mig – det er noget helt særligt, og jeg glæder mig til at give dem noget igen.”