Magdeburg-træner om ny GOG'er: Vi ville gerne have fortsat hans udvikling her
Manuel Zehnder forlader Champions League-vinderne, når hans kontrakt udløber i sommeren 2026. Herefter venter et nyt eventyr i Danmark, hvor han har underskrevet en to-årig kontrakt med GOG.
Den nu 26-årige playmaker skiftede i august 2024 til Magdeburg fra ThSV Eisenach, hvor han sæsonen forinden blev topscorer i Bundesligaen. Han kom som erstatning for den skadede Felix Claar og udviklede sig hurtigt til en vigtig spiller i truppen. Den schweiziske landsholdsspiller pådrog sig dog en knæskade under en landsholdssamling den 3. januar 2025 og har siden været ude af spil.
Cheftræner Bennet Wiegert siger følgende i en pressemeddelse:
“Manu kunne hjælpe os med det samme efter sin ankomst og faldt hurtigt godt ind i holdet. Desværre pådrog han sig en alvorlig knæskade i begyndelsen af året, så vi har måttet undvære ham i flere måneder. Vi håber at se ham tilbage på banen i SCM-trøjen snart.
Vi ville gerne have fortsat hans udvikling her, men jeg har fuld forståelse for hans beslutning. Vi holder fortsat øje med ham, og jeg tror ikke, en fremtidig gensyn er udelukket. Indtil da ønsker vi ham alt det bedste.”
Zehnder udtaler selv:
“Beslutningen om at forlade Magdeburg har ikke været let. Jeg har mødt mange fantastiske mennesker her og oplevet store øjeblikke. Jeg glæder mig til snart at være tilbage i truppen og vil give alt for at vinde titler med SCM, inden jeg starter et nyt kapitel. En kæmpe tak til alle, der har støttet mig – det glemmer jeg aldrig.”
Zehnder kom til Bundesligaen i sommeren 2022 fra HSC Suhr Aarau til HC Erlangen og blev efter sin første sæson udlejet til ThSV Eisenach. Her markerede han sig med sin målfarlighed og styrke i duellerne. For SC Magdeburg har han foreløbigt scoret 52 mål i 14 ligakampe samt yderligere 43 mål i Champions League.