Frederik Tilsted stopper i Mors-Thy Håndbold til sommer
Frederik Tilsted stopper i Mors-Thy Håndbold til sommer
I juli vendte Frederik Tilsted tilbage til Mors-Thy Håndbold efter to år i TTH Holstebro. I Mors-Thy Håndbold har han fundet ro og glæden ved håndbold tilbage i så stor stil, at han er blevet en af efterårets helt store profiler i Herreligaen og igen har fået mod på nyt, og derfor stopper Frederik i Mors-Thy Håndbold til sommer.
– Jeg vil gerne rette en tak til trænerteamet, mine medspillere, hele organisationen, frivillige, sponsorer – særligt de, som gjorde det muligt for mig at komme hjem – og Bette Balkan for en fantastisk sæson indtil videre. Jeg er enormt glad for den chance, tilliden og den opbakning jeg har fået, og Mors-Thy Håndbold har en helt speciel plads i mit hjerte.
– Vi er i gang med noget rigtigt sjovt i denne sæson, og jeg vil gøre mit til, at vi opnår et resultat sammen og slutter godt af. Jeg har ikke andet end kærlighed til det her sted, og valget har oprigtigt været svært, men for mig handler det om at nå så højt som muligt. Det er ikke et fravalg af Mors-Thy Håndbold men et tilvalg af noget andet, som matcher mine ambitioner på længere sigt, siger Frederik Tilsted.
– Som vi har præsteret, er det naturligt, at andre klubber bliver interesserede i vores spillere. Vi er glade for, at vi som klub og miljø har været medvirkende til, at Frederik Tilsted igen har fundet sit topniveau, og vi havde gerne set ham i Mors-Thy Håndbold i en længere periode, men præmissen for overhovedet at kunne hente ham til Mors-Thy Håndbold var en klausul efter det første år. Vi ønsker Frederik held og lykke og glæder os til at færdiggøre den spændende sæson, vi har gang i, siger cheftræner Niels Agesen.
Frederik Tilsteds sidste arbejdsdag i Mors-Thy Håndbold i denne omgang er d. 30. juni 2024.
Pressemeddelelse fra Mors-Thy Håndbold