Arnór Atlason: Vi viser god moral og stort mod
På udebane tørnede Arnór Atlasons tropper sammen med ligaoprykkerne fra TMS Ringsted, da de to mandskaber krydsede klinger i 15. spillerunde i Herreligaen.
I Poul Christensen Arena var der spænding til det sidste, men det var de jyske gæster, der kunne tage to point med hjem i bagagen til slut.
TTH Holstebro vandt opgøret med cifrene 29-28 efter at have været bagud med 14-15 ved pausen.
Se kampen i tal herunder:
TMS Ringsted : Tobias Nielsen 7, Christoffer Dreyer 4, Victor Wolf 4, Joachim Møller 3, Oliver Wosniak 3, Benjamin Hallgren 3, Mark Nikolajsen 2, Hakan Sahin 1, Frederik Horn 1.
TTH Holstebro : Kevin Gulliksen 6, Nicolaj Nørager 4, Thomas Damgaard 4, Jonas Gade Nielsen 4, Nikolaj Markussen 3, Magnus Bramming 3,Miha Zvizej 2, Frederik Bjerre 2, Josip Cavar 1.
“Jeg er glad for at se, hvordan spillerne er klar til at tage ansvar, selvom alt på banen ikke går vores vej. Vi spiller os tilbage i kampen, og her viser holdet en god moral og stort mod”, sagde Arnór Atlason til klubbens hjemmeside efter kampen.
Lørdag eftermiddag skal Arnór Atlason og co. i ilden igen, når de på hjemmebane byder Bjerringbro-Silkeborg Håndbold op til dans.