Pro Handball USA fortsætter planerne: Nye klubber offentliggøres snart
I april forventer organisationen at offentliggøre flere klubber, der skal deltage i den første store turnering i Las Vegas næste sommer. Det bliver et vigtigt skridt i bestræbelserne på at gøre håndbold til en mere etableret sport i USA.
"Vi skal selvfølgelig være flere, og den plan, som vi lagde ud med, den holder. Lige nu handler det også om at vælge de rigtige samarbejdspartnere. Heldigvis har vi en lang horisont, og det er hårdt arbejde hver dag," siger direktør Mads Winther til DR Sporten.
Indtil videre har hverken markedsforhold eller politiske omstændigheder ændret på ambitionerne, og arbejdet fortsætter ufortrødent.
"Det er et kæmpe marked, og det globale økosystem har brug for håndbolden, så det dedikerer vi al vores tid til," siger Winther.
Med en professionel liga planlagt til at starte senest i 2028, og en årlig sommerturnering fra 2026, arbejder Pro Handball USA på at gøre håndbold til en fast del af den amerikanske sportsverden.