REHH-cheftræner efter stor skalp: "BSH skulle hele tiden finde på noget nyt "
Ribe-Esbjerg HH leverede torsdag en af sæsonens hidtil stærkeste præstationer, da holdet hjemme i Blue Water Dokken besejrede BSH. Gæsterne kom som favoritter efter to store sejre, men REHH satte sig tidligt på kampen og gav aldrig for alvor slip.
Cheftræner Marc Uhd glædede sig over indsatsen:
”Vi kom fint fra start og fandt momenterne gang på gang, så det hele vejen igennem var BSH, der skulle finde på noget nyt for at hente os – og ikke omvendt. I forsvaret dækker vi klogt op foran en velspillende Niklas Kraft i målet. Alle mand var på banen og havde del i sejren. Angrebsspillet var alsidigt, og vi turde spille modigt fra start til slut," siger han til klubbens hjemmeside.
Vestjyderne spiller deres næste kamp lørdag den 20. september, hvor de drager mod Ringsted Hallerne.