LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Ribe-Esbjerg-kaptajn med klar melding: Vi tror på hinanden

Onsdag aften går Ribe-Esbjerg HH ind til et vigtigt opgør mod Sønderjyske Herrehåndbold, hvor nedrykningsspillet skydes i gang.

Det er to hold med vidt forskellige formkurver, der tørner sammen onsdag aften. Mens Ribe-Esbjerg har leveret en flot forårssæson, har værterne fra Sønderjyske kæmpet gevaldigt med resultaterne. Efter at have ligget solidt i slutspilsfeltet tidligere på sæsonen, endte holdet med at tabe terræn efter nytår og har nu pludselig kurs mod et uventet nedrykningsdrama. I 2025 er det således endnu ikke lykkedes Sønderjyske at vinde en eneste kamp i grundspillet; fem nederlag og fire uafgjorte opgør er facit.

Anfører for Ribe-Esbjerg, Mathias Jørgensen, erkender dog, at det næppe bliver nogen let opgave, holdet står over for onsdag aften.

“Jeg er spændt på, hvad vi møder i Skansen. De må være skuffede over den svingende forårssæson, hvor de har misset slutspillet,” siger Mathias Jørgensen til Ribe-Esbjergs hjemmeside.

Anføreren understreger, at Sønderjyske på papiret stadig er en hård modstander, især med holdets profil Nicolaj Jørgensen, der endnu en gang har imponeret og ligger i toppen på målscorer-listerne i Europa.

“Vi møder et fysisk stærkt mandskab, der i den bedste udgave spiller struktureret med hurtig boldflytning. Så har de jo en kanon i Nicolaj Jørgensen, der igen har toppet målscorer-listerne i hele Europa. Og vi kender deres betondefensiv,” siger Mathias Jørgensen.

Han har dog samtidig stor tro på sit eget mandskab, som i modsætning til værterne kommer til kampen med masser af selvtillid efter en flot start på året:

"Men vi er heller ikke sjove at møde. De ved, at vi har leveret et stærkt forår. Vi tror på hinanden. Vi har mange spillere i gang i alle kampe. Hvis den ene ikke løser det, så klares det af en anden. Det er en god mentalitet. Vi går selvfølgelig efter sejre i alle fire kampe."

Kampen mellem Sønderjyske og Ribe-Esbjerg HH begynder onsdag klokken 19.30 i Skansen.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder