Sagosen efter sejr i første testkamp: "Det var fedt at spille håndbold igen"
For Sander Sagosen var det samtidig en kærkommen mulighed for at vende tilbage til kampbanen efter sommerpausen.
"Det var dejligt. Det var sjovt at spille håndbold igen – og at få lov til at spille en rigtig kamp," siger nordmanden til Aalborgs sociale medier.
Aalborg har været i gang med træningen i to uger, og Sagosen glædede sig over, at holdets arbejde begyndte at tage form i kampens rammer.
"Vi har trænet godt i to uger, så det var fedt at få bragt det lidt i spil. Det er altid noget andet, når det er kamp, og det fungerede fint i dag."
En stor del af opmærksomheden er denne sommer rettet mod de mange nye navne i Aalborg-truppen. Og ifølge Sagosen er integrationen gået gnidningsfrit.
"Det har været megagodt fra start. Jeg synes, vi laver en fin kamp – især taget i betragtning, at det er den første. Vi laver meget få tekniske fejl. Selvfølgelig mangler der lidt timing, men jeg er meget imponeret over den kvalitet, vi har fået ind."
Næste opgave for nordjyderne venter i næste uge i Tyskland mod HC Erlangen. Her ser Sagosen frem til endnu en mulighed for at bygge videre på det gode udgangspunkt.
"Det var fedt at være i gang. Der er altid lidt rust i starten, hvor hovedet løber hurtigere end bolden. Men det justerede vi fint i dag, og vi har fået trænet godt. Nu bliver det sjovt med flere kampe i næste uge. Vi glæder os."