Scaglione før VM-åbner: Japan er en udfordring – men Danmarks fysik kan blive nøglen
Danmark tager hul på VM-eventyret torsdag aften klokken 20.30, hvor det japanske landshold står klar som første udfordring. Ifølge Julie Scaglione er det en modstander, der ikke ligefrem er den nemmeste at tune sig ind på.
Japan – som i øvrigt bliver ledet af den danske trænerprofil Morten Soubak – er et hold, Danmark sjældent krydser klinger med. Det giver nogle udfordringer i forberedelserne, men Scaglione peger samtidig på, at Danmark har en tydelig styrke i både fysik og defensiv organisation. Til gengæld kan japanernes atypiske spillestil blive en reel test.
“Det er lidt svært at skulle forberede sig på Japan, når de er så anderledes end det, man er vant til. Men der er mange muligheder, synes jeg, i forhold til, at vi måske har lidt bedre fysik, end de har, og hvis vi er tålmodige i forsvaret, tror jeg også, at vi har kompetencer nok til at kunne stå imod deres hurtige spil,” siger Julie Scaglione til TV2 Sport.