Spændende skifte: Gidsel bliver holdkammerat med italiensk stjerneskud
Tobias Reichmann vil ikke være til rådighed i resten af sæsonen. Derfor har Füchse Berlin reageret hurtigt og hentet den italienske højre fløj, Leo Prantner, som var en af VM’s store overraskelser.
Han skifter til Bundesliga-klubben med øjeblikkelig virkning, og har underskrevet en aftale frem til sommeren 2027.
For dem, der fulgte VM, var Italien en af turneringens store overraskelser. Det sydeuropæiske hold imponerede i deres første slutrunde i 28 år og nåede mellemrunden, hvor de endte på fjerdepladsen i gruppe 1 – langt over forventningerne. En af holdets nøglespillere var den 23-årige højre fløj og straffekastskytte Leo Prantner, som scorede 37 mål i seks kampe, heraf ti på straffekast.
Prantner spillede i sidste sæson for HBW Balingen-Weilstetten i Bundesligaen og scorede 74 mål i 24 kampe. I marts 2024 pådrog han sig dog en korsbåndsskade, hvilket betød, at han ikke kom i aktion i denne sæsons 2. Bundesliga. Hans imponerende VM-comeback har nu sikret ham en kontrakt i Tysklands bedste række.
Prantner erstatter Tobias Reichmann, der uventet har trukket sig fra holdet. Den 36-årige højre fløj har af private årsager valgt ikke at spille videre.
Leo Prantner udtaler om skiftet i en pressemeddelse:
“Jeg er virkelig glad for at skifte til Füchse Berlin. I de måneder, hvor jeg var skadet, har jeg trænet hårdt for hurtigt at kunne spille igen. Jeg er ekstremt lykkelig, fordi Füchse er et af verdens bedste hold. Desuden spiller vi i EHF Champions League, hvilket er en drøm, der går i opfyldelse. Berlin som by tiltaler mig også – der er mere liv her.”
Cheftræner Jaron Siewert:
"Beslutningen omkring Tobi var svær for begge parter. Både sportsligt og menneskeligt er det et stort tab for holdet, men det private kommer altid først. Leo er en ung, lovende spiller, og han viste sit potentiale ved VM. Han er modig, stærk i kontrafasen og aktiv i forsvaret. Jeg glæder mig til at arbejde med ham."