Bo Spellerberg kunne ikke være i sig selv: - Det holder vi internt
FREDERIKSBERG-HALLEN (FREDERIKSBERG, HBOLD.DK): Det var ganske tydeligt, hvad København-cheftræner Bo Spellerberg mente om dommerpræstationen i københavnernes hjemmekamp mod Team Esbjerg.
Flere gange fløj han op og fór direkte hen til observatør Martin Lykke, der havde travlt med at forklare den karismatiske København-træner, hvad der var op og ned på kendelserne.
Efter kampen var Spellerberg dog ikke meget for at sætte flere ord på de tydelige frustrationer, der fik blodtrykket til at stige og farven i ansigtet til at skifte.
- Vi var ikke langt fra. Men altså, der kommer en helt fejlagtig kendelse til sidst, hvor der er fem skridt, tror jeg, på Live (Rushfeldt Deila, red.), der gør, at de får straffet frem for, at vi får syv-mod-seks og kan spille uafgjort. Men det er jo sådan, det er nogle gange, siger Bo Spellerberg til HBOLD.dk.
- Du virker ret frustreret undervejs, og snakker meget med observatør Martin Lykke?
- Ej, det går jeg ikke ind i. Det tager vi internt.
Hvorfor?
- …
- Hvorfor det? Det virker til, at du …
- Vi kommer det ikke nærmere.
Men trods frustrationen over nederlaget var der også masser af stolthed at spore hos København-træneren. For præstationen mod Esbjerg viste, at holdet havde flyttet sig markant siden sæsonstarten.
– Vi er selvfølgelig super, super tilfredse. At vi kan matche Esbjerg så langt hen over en hel kamp, det er vi selvfølgelig meget, meget tilfredse med. Jeg havde måske heller ikke set, at vi allerede var helt dér endnu.
- Så jeg vil sige, vi håber selvfølgelig, at det ikke er en enlig svale, og at vi kan lægge den intensitet og det spil, vi viser i dag, ind i de kampe, der kommer efter landsholdspausen.
- Vi var lidt matte i sokkerne efter en meget hård kamp i tirsdags med en smal trup. Nu går vi på landsholdspause med armene over hovedet, og så tager vi dem selvfølgelig hurtigt ned igen. Vi ved, at det kræver stenhårdt arbejde i den periode, der kommer. Jeg har også lige i hvert fald en enkelt kendelse, jeg glæder mig til at kigge på, men altså sådan er det jo i de her kampe, hvor der er høj intensitet, slutter Bo Spellerberg.
København Håndbolds første kamp efter landsholdspausen er SønderjyskE ude den 24. oktober.