LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Patrick Andersen

Stadig ingen reaktion i GOG efter salg af Grøndahl

GOG står markant svækket på bagspilspositionerne frem mod den kommende sæson. Både Frederik Tilsted og Tobias Grøndahl er fortid i klubben, og ind er indtil videre kun kommet færøske Oli Mittún fra Sävehof. Med udsigten til et tæt program, der inkluderer både Herreligaen og Champions League, har cheftræner Kasper Christensen offentligt givet udtryk for, at han håber at tilføje yderligere én til to kvalitetsspillere til bagkæden.

Men ønsket og virkeligheden er to forskellige ting.

Efter salget af Tobias Grøndahl til Füchse Berlin forsøgte GOG at lande en opsigtsvækkende aftale med THW Kiel om Elias Ellefsen á Skipagøtu. Ifølge flere kilder troede fynboerne i en periode, at det var muligt at hente den færøske playmaker, men nu tyder alt på, at det spor er dødt.

Ellefsen á Skipagøtu er startet op med Kiel, og klubbens sportsdirektør, Viktor Szilagyi, har til Handball-World gjort det klart, at han anser truppen for komplet – i hvert fald når det gælder afgange. Den tyske storklub kæmper i øjeblikket med skader og overvejer snarere tilgang end afgang.

"Vi må se, hvilke udfordringer der ligger forude," sagde Szilagyi.

Szilagyi har tidligere bekræftet, at der var et konkret bud på den færøske landsholdsspiller, men samtidig slog han fast, at han ikke var til salg. Den melding har man set før – blandt andet da GOG i første omgang afviste det indledende bud fra Füchse Berlin på Grøndahl, som altså til sidst blev solgt.

I det aktuelle tilfælde virker et skifte dog mere urealistisk. Ifølge HBOLD.dk's oplysninger har der ikke været nogen aktive forhandlinger mellem GOG og Kiel i længere tid, og derfor tyder intet på, at Elias Ellefsen á Skipagøtu ender i GOG-trøjen i denne omgang.

Fynboerne må dermed enten lede videre på markedet – eller gå ind til sæsonen med en smal bagkæde i europæisk sammenhæng.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder