Stjerne i danskerklub spillede med skade: Har da lidt ondt
I THW Kiel har man meget svært ved at undvære sin stjernemålmand Andreas Wolff, der på sine bedste dage kan finde et frygtindgydende niveau frem.
Landsholdsmålmanden skabte derfor en smule bekymring, da han under en europæisk duel mod Montpellier senest blev ramt af en rygskade.
Alligevel var det Wolff, der vogtede buret, da THW Kiel havde besøg af Melsungen i Bundesligaen. En kamp som Magnus Landin og co. vandt med 31-29 - stadig uden Emil Madsen, der er knæskadet.
Og efter kampen gjorde Andreas Wolff status:
"Selvfølgelig har jeg da lidt ondt, men det er ikke så slemt. Det er bare håndbold, og alle har ondt et eller andet sted. Men vi har en fantastisk medicinsk afdeling, og de har igen gjort et flot stykke arbejde. Mon ikke jeg er frisk om et par dage," lyder det fra en smilende Andreas Wolff overfor klubbens hjemmeside.