Opskriften er klar. GOG vil ud at løbe
Det fortæller Frederik Bjerre i et interview på klubbens sociale medier.
“Mors har en rigtig god defensiv og en dygtig målmand, så jeg synes, vi skal spille noget kontrolleret enkelthåndbold og flytte bolden hurtigt. Bolden skal løbe lidt, og så skal vi løbe med dem i kontrafasen. Så tror jeg, vi kan få et overtag,” siger Bjerre.
Han peger især på én profil hos modstanderen, som GOG skal have ekstra øje på:
“De har mange dygtige spillere, men det er da klart, at sådan en som Victor Norlyk er inde i et rigtig godt flow lige nu og spiller virkelig godt. Ham skal vi i hvert fald have stoppet.”
Opgøret er en direkte duel mellem to hold i toppen af Herreligaen, og GOG-profilen forventer en intens kamp, men understreger samtidig, at alle point tæller.
“Man kan sige, at det er to tophold, så vi spiller om de øverste pladser og nogle vigtige point. Men alle point i ligaen er jo vigtige, så vi går ind for at tage to point – ligesom i alle andre kampe,” siger Bjerre.
GOG møder Mors-Thy søndag kl. 15.00.