Thüringer HC henter dansk ligafløj
Fra den kommende sæson vil Rikke Hoffbeck Petersen tørne ud på venstrefløjen for den tyske Bundesligaklub Thüringer HC .
Den 26-årige dansker skifter fra SønderjyskE Håndbold i den danske liga til den tyske klub, hvor hun har underskrevet en to-årig kontrakt.
"Jeg har altid drømt om at tage til udlandet, og jeg ser Thüringer HC som det perfekte næste skridt i min karriere. Det er en stor ære for mig at repræsentere en så stor og traditionsrig klub som Thüringer HC, der altid er med i toppen af Bundesligatabellen. Jeg har haft nogle gode samtaler med Herbert Müller, og den måde, han ønsker at spille håndbold på, tiltaler mig meget. Derudover glæder jeg mig til at møde alle omkring klubben og opleve den fantastiske atmosfære, der er til hjemmekampene i Salza-Hallen," siger Rikke Hoffbeck Petersen til klubbens hjemmeside.
Cheftræner Herbert Müller ser ligeledes frem til samarbejdet med danskeren:
"Især når en dansker beslutter sig for at komme til Tyskland, synes jeg, det er særligt spændende. Jeg er meget glad for, at Rikke næste sæson bliver en del af vores nye venstrefløjsduo. Hun opfylder nøjagtigt den profil, vi har ledt efter. God positionsspil, farlig i angrebet, hurtig, en sikker straffekastskytte og desuden, hvilket er meget vigtigt for os, en forsvarsspiller, der kan agere på positionen som toer. Jeg er sikker på, at vores fans vil glæde sig til Rikke, og at hun vil være en vigtig gevinst for os."
Udover barndomsklubben SønderjyskE Håndbold, har Rikke Hoffbeck spillet for EH Aalborg fra 2020-2022 samt en sæson i Skanderborg i 2022-2023.