Logistikgigant indgår rekordstor sponsoraftale med HØJ Elite
Aftalen med DSV som er den største partneraftale i klubbens historie – er kommet i stand med hjælp fra klubbens ansigt Hans Lindberg, der har fungeret som døråbner mellem parterne.
Formand for HØJ Elite, Helle Rasmussen, kalder aftalen en blåstempling af klubbens ambitioner: "Sammen med Hans har jeg haft nogle meget positive møder med DSV. Partnerskabet bekræfter, at vores projekt med to ligahold og markante profiler er et attraktivt erhvervsprodukt,” siger hun til klubbens hjemmeside.
DSV er en af Danmarks største virksomheder og er netop blevet verdens største transport- og logistikvirksomhed efter fusionen med tyske Schenker. Ifølge Lars B. Nielsen, Senior Director i DSV Sales, passer håndboldklubbens værdier perfekt til koncernens egen kultur: "HØJ Elite har store ambitioner, stærke værdier og fokus på udvikling – kvaliteter, vi identificerer os med. Vi ser frem til at bidrage til klubbens sportslige fremgang og til det omkringliggende erhvervsnetværk,” udtaler han ligeledes til klubbens hjemmeside.
Med DSV ombord får HØJ Elite ikke blot finansiel opbakning, men også adgang til et globalt erhvervsnetværk, der kan åbne nye døre for klubben uden for banen. Parterne forventer, at samarbejdet vil udvikle sig over de kommende år og skabe merværdi for både klub, virksomhed og lokalsamfund. Sådan skriver HØJ på deres hjemmeside.