Skive FH henter tidligere topkeepers søn
Første divisionsklubben Skive FH kan mandag offentliggøre, at de henter Nikolaj Haagen Pytlick.
Den 21-årige venstreback, der er søn af tidligere ligamålvogter Søren Haagen, skifter fra Faaborg ØH til den jyske klub med øjeblikkelig virkning.
På Skive FHs facebookside skriver man følgende om tilgangen:
“Vi har ledt efter en højrehåndet bagspiller i noget tid, og nu kan vi byde velkommen til Nikolaj Haagen Pytlick.”
“Nikolaj er en ung, talentfuldt spiller, som allerede har leveret på et højt niveau i 1. division. Han er især stærk i dueller og gennembrudsspil. Vi så selv en masse kvalitet fra Nikolaj, da han senest var på besøg med sit tidligere hold Faaborg ØH i BioCirc Arena”
Efter 11 kampe indtager Skive FH andenpladsen i den danske næstbedste række.