LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Ditte Hansen

TTH Holstebro melder ud om tidligere landsholdsspiller: Stor beslutning er truffet

Sæsonen 2025/2026 bliver den sidste for TTH-bagspilleren, der stopper sin professionelle karriere til sommer.

Efter fem sæsoner i TTH Holstebro og en lang og gloværdig karriere på internationalt topniveau har Nikolaj Markussen besluttet, at sæsonen 2025/26 bliver hans sidste som professionel håndboldspiller.

Den 211 cm høje venstre back fra Helsinge har været en markant skikkelse i både dansk og international håndbold. 

Om beslutningen om at stoppe efter denne sæson, siger Markussen i en pressemeddelse:

“Rent personligt handler det om at være i en position, hvor jeg stadig føler, jeg kan bidrage – og stadig selv vælge at gå fra sporten. Det er vigtigt for mig,” siger Nikolaj Markussen.

Fra Helsinge til Champions League

Håndboldrejsen begyndte som 8-årig i Team Helsinge Håndbold, hvor han spillede hele sin ungdomstid. Som ung teenager var han gulvtørrer og trofast tilskuer til det lokale førstehold – med stjerner som Lars Krogh Jeppesen og Henrik Kronborg på banen. Inspirationen var tydelig, og ambitionerne voksede i takt med højden.

Om de tidlige år og det pludselige spring til toppen, fortæller han:

“Det var lidt surrealistisk, da klubber som Barcelona og Hamborg begyndte at vise interesse. Jeg var bare en lang, tynd dreng fra Helsinge – og pludselig sad Dushaebajev og så min nedrykningskamp på video med Nordsjælland, dagen før Champions League-finalen, inden kontrakten med Atlético Madrid kom på plads. Det var meget specielt.”

Markussens professionelle karriere tog fart i Nordsjælland Håndbold, og derfra gik det stærkt: Atlético de Madrid, El Jaish (Qatar), Skjern Håndbold, Bjerringbro-Silkeborg, Veszprem HC – og siden TTH Holstebro.

En karriere med guld og OL-minder

På landsholdet har Nikolaj Markussen leveret store præstationer og vundet det største, man kan vinde:

EM-guld i 2012
VM-guld i 2019
Deltagelse ved OL

Om OL-deltagelsen, siger han:

“Det at være til OL var noget helt særligt. Resultatmæssigt var det ikke det, vi håbede, men oplevelsen omkring OL – med åbningsceremoni og alle de andre atleter – var helt vild.”.

Om VM-triumfen i Herning i 2019 tilføjer han:

“Og så selvfølgelig VM-guldet i Herning i 2019… en vanvittig oplevelse at slutte af med at smadre Norge i finalen i Boxen”.

Om en særlig kamp i klubkarrieren, fortæller han:

“At slå AG København i Champions League-semifinalen med Atlético Madrid i 2012 – det var stort”.

Omklædningsrummet – og menneskene

Selvom trofæerne og kampene har været store, fremhæver Nikolaj Markussen især én ting som noget helt særligt:

“Omklædningsrummet og relationerne er noget helt særligt. Man arbejder så hårdt i dagligdagen og oplever både succes og nederlag sammen – det er meget emotionelt. Det kommer jeg ikke til at opleve på samme måde fremadrettet”.

Han uddyber betydningen af relationerne:

“Jeg har været heldig at møde en masse gode mennesker, som jeg også vil have i mit liv uden for håndbolden.”

Om dem, der har inspireret og hjulpet ham gennem årene, siger han:

“Der er rigtig mange, man kigger tilbage på, som har haft en indflydelse – både sportsligt og personligt. Der er en masse, der har skubbet på, helt fra de glade ungdomsår, ungdomslandshold, dygtige trænere og medspillere. Listen er lang – så ingen nævnt, ingen glemt.”

Klar til sidste kapitel

Selvom beslutningen er truffet, er der stadig meget at spille for i den sidste tid i TTH-trøjen:

“Vi er en trup med rigtig mange unge spillere, som forhåbentlig har lange karrierer foran sig. Jeg kan godt spejle mig i dem, og jeg håber, at jeg kan bidrage til, at de bliver godt rustet. Være en god sparringspartner og hjælpe dem på vej.”

Og om tiden efter håndboldkarrieren, siger han:

“Jeg har en god idé om, hvad jeg gerne vil arbejde med fremover – og hvad jeg gerne vil bidrage med. Nu skal jeg finde det rette sted at lande næste sommer. Jeg glæder mig, men det bliver også meget specielt at tage tasken med hjem fra Gråkjær Arena for sidste gang.”

Flot afsked venter i Gråkjær Arena

TTH Holstebro vil naturligvis hylde Nikolaj Markussen for hans store karriere og bidrag til klubben, når han spiller sin sidste hjemmekamp i Gråkjær Arena.

Indtil da kan vi – både i Holstebro og ude i Håndbolddanmark – glæde os over de sidste måneder med en sand håndboldprofil på banen.
 

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder