Ung Esbjerg-keeper rykker til svensk håndbold
Skövde HF kan præsentere den unge og talentfulde målvogter Sara Winde (født i 2005), som kommer til fra danske Team Esbjerg HK.
Med sin hurtighed, imponerende rækkevidde og evne til at levere afgørende redninger i pressede situationer, er Sara et stort talent, der allerede viser kvaliteter, man ser hos målvogtere i absolut topklasse.
Sara kommer til at danne en dynamisk målmandsduo sammen med Skövde HF’s rutinerede målvogter Emma Andersson, der i den forgangne sæson slog rekord som den målvogter med flest mål i grundspillet og toppede assistlisten blandt målvogtere. Sammen vil de bidrage med både stabilitet og offensiv styrke til holdets spil.
– Vi er utroligt stolte over at kunne byde Sara velkommen til Skövde HF. Hendes energi, talent og ambition gør hende til en perfekt forstærkning for vores hold. Vi glæder os til at følge hendes udvikling og se hende bidrage til vores fælles succes, siger Anders Wiik, medlem af sportsgruppen i Skövde HF, i en pressemeddelse.
Sara Winde selv udtrykker stor begejstring over at blive en del af klubben:
– Jeg glæder mig virkelig til at blive en del af Skövde HF. Det er en spændende rejse, jeg nu begiver mig ud på, og jeg ser frem til at bidrage både på og uden for banen – til holdet, men også til min egen sportslige og personlige udvikling. Valget faldt på Skövde, fordi jeg fra første møde med klubben følte mig meget velkommen. Både klubben og ledelsen har fra start udvist stor professionalisme, og det har givet mig en stærk tro på, at dette er det rigtige næste skridt i min karriere. Jeg ser virkelig frem til at tage hul på denne nye rejse og blive en del af det stærke fællesskab i Skövde HF.