Veronica Kristiansen om comeback: Det er meget stort
Veronica Kristiansen gør comeback på det norske landshold efter fødslen af sit første barn i juli sidste år. Den 33-årige bagspiller blev udtaget til truppen, som den 28. februar og 3. marts skal spille to EM-kvalifikationskampe på hjemmebane mod Østrig.
Allerede fire måneder efter fødslen vendte den norske stjerne tilbage til håndboldbanen for sit klubhold i Ungarn, der regnes blandt verdens bedste.
Det forestående comeback på det norske landshold har derfor været et stort mål for Kristiansen,
“Det er meget stort. Jeg glæder mig helt vildt. Det har jo været et af mine mål, at komme tilbage hertil efter graviditeten.”, siger Veronica Kristiansen til NRK.
Hun understreger samtidig, at det har krævet meget at komme tilbage,
“Der har været mange tanker og meget træning. Men nu er jeg meget glad”, fortæller hun.
Veronica Kristiansen med fortid i det daværende FC Midtjylland modtog blandt andet prisen som årets damespiller i dansk håndbold i 2018. I sommeren samme år skiftede hun til Györ, hvor hun fortsat spiller, og blandt andet sammen med Sandra Toft og Line Haugsted.