Veszprém-boss: Vi vil altid være 2-3 skridt foran rivalerne
Sportsdirektør László Nagy ser tilbage på et år med store lærepenge – og frem mod en ny sæson, hvor klubbens ambitioner ikke er blevet mindre.
"Vi havde en god start sidste efterår, og sejren ved klub-VM var enestående – det er aldrig sket før," siger den tidligere verdensklassespiller, der har spillet for både Szeged og Veszprém.
"Men tabet af El-Dera ændrede holdets struktur markant, og nederlaget mod Magdeburg i Champions League knækkede os mentalt,” siger han til Nemzeti Sport.
Veszprém var tæt på at nå Final4, men lukkede føringer mod Magdeburg glippede – først i Tyskland, siden hjemme. Det samme skete i den ungarske pokalfinale mod rivalerne fra Szeged. Alligevel lykkedes det Veszprém at vinde det ungarske mesterskab efter en hård finaleserie.
"Vi viste karakter i mesterskabsfinalen. Men hvis vi skal tage det næste skridt, skal vi være bedre til at forvalte vores føringer. Det handler om effektivitet og at bevare roen i slutminutterne," forklarer Nagy, der understreger, at cheftræner Xavier Pascual har haft netop det som fokus i opstarten.
Der bliver brug for forbedringer, for rivaliseringen med Szeged bliver kun mere intens. Sidste sæson viste det – Szeged slog Veszprém i både grundspil, pokalfinale og på hjemmebane i finaleserien. Med tilgangen af den rutinerede Jim Gottfridsson og en mere fasttømret trup står Apelgrens mandskab stærkt.
"Vi kan se, at Szeged bliver stærkere. De nærmer sig os. Men vores mål er klart: Vi vil altid være to-tre skridt foran. Det kræver, at vi er vågne og præcise," siger Nagy.
Champions League-sæsonen begynder med en svær udekamp mod Aalborg, og Veszprém har selv oprustet. Sommerens mest opsigtsvækkende tilgang er den kroatiske højre back Ivan Martinovic – kåret som verdens bedste på sin position ved VM i januar – hentet i Rhein-Neckar Löwen.
"Det var det rette tidspunkt for mig at tage skridtet videre. Jeg er i min bedste alder, og Veszprém er det perfekte sted at bevise mig selv på den største scene," siger Martinovic og tilføjer:
"Mit største mål er at vinde Champions League. Det her hold har kvaliteten. Klubben og fansene fortjener det – og jeg vil gøre alt for at hjælpe os hele vejen."