Bjerringbro sikkert videre i pokalen
Det blev aldrig rigtig spændende, selvom Kolding HK indledte kampen godt og efter 19 minutter kun var bagud 10-8. Bjerringbro FH trak dog fra mod slutningen af første halvleg og kunne gå til pause med en føring på 16-10.
I anden halvleg forsøgte hjemmeholdet at reducere afstanden, men Bjerringbro FH øgede igen føringen. Med omkring ti minutter tilbage stod der 25-15, og herefter cruisede ligamandskabet sig til en 31-18-sejr.
Cheftræner Martin Albertsen var tilfreds med avancementet i sin første officielle kamp i spidsen for klubben, men savnede stadig skarphed i afslutningerne:
"Vi spillede rigtig fint angrebshåndbold, men vi skal hjem i træningslokalet og blive endnu bedre til at afslutte. Vi fik den sejr, vi kom efter, men blev ikke rigtig klogere på vores eget spil. Det var måske en kamp, man kunne forvente sådan ud fra niveauet," siger Albertsen ifølge Viborg Stifts Folkeblad.
Der er lodtrækning til ottendedelsfinalerne 3. september.