Afsløring: Skjern på rov hos slutspilsbejler
Skjern Håndbold har igennem noget tid været på jagt efter afløseren for Thomas Klitgaard, og nu har de fundet ham ifølge HBOLD.dk’s oplysninger.
Tobias Karlsson blev tilbage i efteråret rygtet til Skjern, men han endte med at forlænge med Flensburg-Handewitt. Derfor har Skjern set sig om efter andre emner til at afløse Klitgarad, der indstiller karrieren til sommer.
Her er valget ifølge HBOLD.dk’s oplysninger faldet på Mors-Thy Håndbolds Christoffer Cichosz, som i indeværende sæson har lavet 45 mål i 17 kampe i 888ligaen.
Cichosz, der tidligere i karrieren har spillet for blandt andet Skive fH, forventes at blive præsenteret i Skjern Håndbold inden for den nærmeste fremtid.
Skjern har frem mod den kommende sæson allerede sikret sig Emil Nielsen, Anders Eggert, Jesper Konradsson og Jonathan Stenbäcken.