Vild melding fra Nikolaj Jacobsen: Kedelig landskamp
Danmark gjorde kort proces mod Færøerne ved Golden League og vandt sikkert 39-24.
Kampen blev aldrig spændende, og netop derfor brugte landstræner Nikolaj Jacobsen opgøret til at arbejde med nogle taktiske elementer frem mod de kommende udfordringer.
“Vi fik lov til at træne noget syv-mod-seks forsvar. Det er vigtigt for os. Jeg synes egentlig også langt hen ad vejen, at vi løser det tilfredsstillende og får de afslutninger, vi som oftest gerne vil have,” siger Jacobsen til TV 2 SPORT.
Landstræneren var tilfreds med holdets angrebsspil, men lagde ikke skjul på, at opgøret mod de undertippede færinger ikke ligefrem satte temperamentet i kog.
“Angrebsmæssigt er det fint. Vi får prøvet noget fint. Selvom det er en fantastisk historie med Færøerne, var det også en kedelig landskamp,” siger han.