-Nycke Groot og Lois Abbingh kan så mange ting, siger KBH-forsvarsprofil
Københavns hårde forsvarshund Maria Lykkegaard får sit hyr med at få lukket ned, eller i hvert fald forsøge på det, for Odenses hollandske stjerneduo Nycke Groot og Lois Abbingh.
Render man Odenses start-syver igennem, plus det løse, så vil det uden tvivl få ethvert forsvar, såvel nationalt som internationalt, til lige at løfte øjenbrynene.
Klasse og kvalitet hele vejen igennem.
Man behøver blot at nævne Lois Abbingh, Nycke Groot, Mie Højlund og Helena Elver … nærmere uddybning behøves ikke.
Især ikke for de to førstnævnte hollændere, der har stået på de allerstørste håndboldscener og blandt andet vundet VM- og Champions League-guld og har kolossal erfaring fra slutrundefinaler.
-Hver især har gode kvaliteter. Nycke Groot har et godt overblik og kan supermange ting. Det er svært at dække op for, når man ikke rigtigt kan forudsige, hvad hun gør. Lois Abbingh har et supergodt skud, som man skal have respekt for og et godt blik for stregen, siger Maria Lykkegaard til HBOLD.dk og fortsætter:
-Jeg synes, det er vildt fedt at dække op mod nogle af Europas bedste spillere. Det er bare fedt. Jeg tager da udfordringen op, og jeg synes bare, det er sjovt. Det er fedt at udvikle mig på den måde. Forhåbentlig får jeg også stoppet dem et par gange i løbet af kampen.
-Men jeg ved også godt, at jeg ikke kan stoppe alle eller afholde dem fra mål, uddyber hun.
I dagene op til tirsdagens topbrag føler Maria Lykkegaard, at københavnerholdet har lagt en solid taktik mod Odense halve danske landshold krydret med en hollandske stjernetrio i Abbingh, Groot og Wester.
Der skal også grundig forberedelse til mod et hold som Odense, der kan variere og spille på en masse forskellige strenge.
-Det handler om at have en god kommunikation internt på holdet til taktikmøderne, hvor vi snakker om, hvordan vi håndterer de forskellige opgaver. Det er en lidt større opgave mod Odense end så mange andre hold.
-Men vi synes, det er fedt at spille mod en masse fede hold og få en masse modstand. Odense har en masse gode spillere. Vi har set en masse video både i forsvaret og angrebet.
-Vi har forberedt os mentalt og taktisk, kigget på klip og talt om, hvordan vi har lyst til at dække dem op, slutter Maria Lykkegaard.
Følg med lige her på dette link fra klokken 19.30 i aften, når vi liveopdaterer direkte fra kampen.