LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Nikolaj Jensen

-Jeg er ikke vores vigtigste spiller, siger anfører Sandra Toft

Selvom mange eksperter uden tøven kårer Sandra Toft som Danmarks ubestridt vigtigste spiller, så er hovedpersonen og anføreren selv ikke enig. 


Hun blev kåret som Champions Leagues bedste keeper i 2015, var med på all star-holdet ved EM i 2016, kåret som årets kvindelige landsholdsspiller i 2018 og kunne i starten af 2020 lade sig hylde som verdens bedste målvogter.


31-årige Sandra Toft kan ikke komme udenom, at hun har præsteret rigtig stort såvel på klub- men i særdeleshed også på landsholdet i en meget lang periode.


Det får du bare ikke hovedpersonen selv til rigtigt at indrømme på samme måde, som Europamesters EM-eksperter gør: De kalder Toft én af verdens bedste keepere og Danmarks absolut vigtigste spiller.


Synes hun selv det?


-Haha, det var noget af et spørgsmål at få. Men til det kommer jeg til at svare nej. Jeg er vigtig, men jeg synes, der er mange, der er vigtige på holdet. Jeg kan ikke klare mig uden dem, der står foran mig, siger Sandra Toft til HBOLD.dk.


Læs også: Vi kan ånde lettet op: Sandra Toft melder sig klar til EM-start


Hvilken form synes du selv, du er i lige nu?


-En fin form, som jeg skal være i på nuværende tidspunkt.


Er ”fin” ikke en lige lovlig stor underdrivelse?


-Jo … Men nu har jeg jo boet i Vestjylland i mange år, så det er klart, det er det, man svarer, uddyber Sandra Toft, der er fra Gribskov i Nordsjælland.


Helt ærligt, føler du dig ikke bedre end nogensinde?


-Jo, det er klart, jeg føler mig i rigtig god form. Jeg har en god selvtillid og tro på egne kvaliteter. Det er klart, de sidste par år har jeg følt mig god og i god form. Jeg har udviklet mig meget mentalt, og fysisk har jeg været godt stillet. Jeg har haft store problemer med mit knæ, men det har artet sig godt, og det gør jo, at jeg kan træne meget bedre, understreger hun.


Sandra Toft gør klar til sin niende slutrunde for Danmark men den første som anfører.


Landsholdets nummer 1 trives i rollen som leder, hvor hun faktisk ikke kommer til at gøre ret meget anderledes, end hun har gjort de seneste mange år.


-Jeg er selvfølgelig stolt over at få tildelt det ansvar og den rolle. Det har jeg det godt med. Samtidig gør jeg ikke noget, jeg ikke plejer at gøre. Det ligger meget naturligt til mig.


-Sportsligt skal jeg gå forrest og vise viljen. Udenfor banen er jeg en, der går og tjekker op på spillerne, hvordan status er på holdet, og om folk har det godt og er glade.


Er det ikke store opgaver du har, som kan tage fokus fra din egen forberedelse og præstationer?


-Det synes jeg egentlig ikke. Det er noget, jeg ville have gjort uanset. Det er meget naturligt og nemt på det her hold. Vi er en ret homogen trup, slutter Sandra Toft.


Følg Sandra Toft og resten af det danske kvindelandsholds åbningskamp fredag aften direkte her på Europamester.dk, når vi liveblogger fra kampen fra klokken 19.45.


Der er kampstart klokken 20.30.


LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder