Dobbelt udskiftning: GOG-stjerne kan få landsholdsdebut
Der er udsigt til landsholdsdebut for GOG-profilen Hjalte Lykke, når Håndboldherrerne i næste uge rejser til Golden League i Norge.
Højrebacken er blevet udtaget til truppen, efter Marcus Midtgaard har beskadiget sit korsbånd og er ude resten af 2025, mens Lasse Møller har pådraget sig et brud på hånden og må forvente flere ugers pause.
21-årige Hjalte Lykke har spillet 27 U-landskampe for Danmark men har altså sin første seniorlandskamp til gode. Han er lige nu fynboernes næstmest scorende spiller i den hjemlige liga.
- Hjalte har spillet virkelig godt for GOG i en længere periode nu. Med Emil Madsens skade og de to andre afbud, synes vi, det kunne være spændende at se, hvad han kan i samspillet med de andre.
- Hjalte har den fart, som alle trænere lige nu gerne vil have. Han er en meget spændende spiller, som vi glæder os til at prøve af, siger landstræner Nikolaj Jacobsen til DanskHåndbolds hjemmeside.
"Det gode ved at være dansk landstræner"
Mads Mensah kræver ingen introduktion. Den garvede bagspiller, der til denne sæson er skiftet fra Flensburg-Handewitt til Skjern, kender rutinerne i rødt og hvidt med foreløbig 213 landskampe på CV’et.
- Vi er selvfølgelig super ærgerlige over de to afbud, der er kommet. Men det gode ved at være dansk landstræner er, at man kan kalde andre stærke folk ind. Det er da meget rart, man kan trække på en firedobbelt verdensmester og olympisk mester i Mads, lyder det fra Nikolaj Jacobsen.
Håndboldherrerne møder ind til samlingen mandag, og onsdag rejser holdet til Trondheim, hvor der venter tre spændende kampe mod Norge, Holland og Færøerne.
Danmarks kampprogram for Golden League
Torsdag den 30. oktober klokken 18.15
Danmark – Norge (TV 2 Sport)
Lørdag den 1. november klokken 14.00
Danmark – Holland (TV 2)
Søndag den 2. november klokken 14.00
Danmark – Færøerne (TV 2)