Aarhus United er reddet!
Pressemeddelelse fra Aarhus United:
Ligaklubben AARHUS UNITEDS fortsatte liv som ligaklub er sikret, og klubben fortsætter derfor ufortrødent bestræbelserne på at sikre sig en plads i slutspillet i Bambusa Kvindeligaen.
AARHUS UNITEDs fremtid har været usikker på grund af klubbens alvorlige økonomiske situation, der sidst i oktober fik bestyrelsen til at melde ud om planen ”Minus 1, plus 2”. Planen indebar, at AARHUS UNITED selv skulle skære omkostninger fra på en million kroner for resten af sæsonen, mens der skulle findes yderligere to millioner i indtægter, for at sikre at klubben kunne fortsætte og overleve som topklub og talentudviklingscenter i dansk kvindehåndbold.
Bestyrelsen gav sig selv til medio december for at realisere planen og er nu klar til at give en status.
”Vi har holdt os til vores plan hele vejen igennem, og vi er nået så langt i vores proces, at vi kan sige god for at fortsætte. Den ene del af planen, Minus 1, har vi realiseret, og det stærke fokus på omkostninger giver os samtidig et meget stærkere udgangspunkt for at kigge frem mod næste sæson. Den anden del, Plus 2, er også realiseret, men dog lidt anderledes end planlagt,” siger Jan Snogdal, næstformand i AARHUS UNITED, og fortsætter:
”Vi har fået en enorm opbakning fra vores eksisterende sponsorer, som holder rigtig meget af vores projekt, og de har næsten uden undtagelse givet et tillægssponsorat. Samtidig har vi fået en række nye sponsorer ind på lagene under hovedsponsorniveau, der alle ønsker at være med til at udvikle vores klub videre frem. Det er vi selvfølgelig meget taknemmelige for.”
Hjælp fra spillere, trænere og investorer
For at nå helt i mål har Aarhus United dog fået spillernes og trænernes accept af en mindre lønnedgang, samt sikret sig yderligere opbakning i investorkredsen.
”Hverken vores spillere eller trænere får for meget i løn i AARHUS UNITED, og alligevel er de trådt til med denne uvurderlige hjælp. Det siger alt om de folk, vi har tilknyttet AARHUS UNITED. Vores investorgruppe og øvrige venner af huset har så hjulpet os det sidste stykke på vej, så vi er dækket af på likviditeten,” siger Jan Snogdal.
Der pågår stadig samtaler med flere meget interessante sponsoremner, og håbet er fortsat at lande en eller to hovedsponsorer, der vil være med til at styrke projektet til det niveau som Aarhus fortjener.
”Vi kan nu køre klubben videre på et reduceret omkostningsniveau, og det har været det væsentligste. Men vi ønsker fortsat at sikre et endnu stærkere fundament for at blive en økonomisk bæredygtig klub fremover, så vi kan videreudvikle vores projekt. Derfor fastholder vi målet med at gå fra to til fire hovedsponsorer,” understreger Jan Snogdal.