Sandra Toft er både skuffet og stolt efter EM-semifinalenederlag
Sandra Toft stod med tårer i øjnene og var lige ved at bryde sammen af skuffelse efter nederlaget i semifinalen. Alligevel understregede anføreren, at den danske præstation undervejs ved EM nu viser, at holdet hører til i den absolutte top.
HERNING, HBOLD.DK: Sandra Toft er i minutterne og timerne efter 27-24-nederlaget til Norge mest skuffet, ked af det og ærgerlig over, at det ikke blev til en finaleplads i denne omgang.
Men når den største skuffelse og frustration har lagt sig, så er Sandra Toft hurtig til at tænke klart og faktisk placere den danske præstation under dette EM og især i semifinalen som en, der hører til i den absolutte top.
-Jeg er megaærgerlig. Den gør lidt ondt lige nu. Vi har følelsen af, at det er muligt at slå Norge. Vi spillet godt især defensivt i første halvleg, men efter pausen er Norge for gode, og vi bliver totalt splittet ad, siger Sandra Toft med tårer i øjnene efter kampen.
-De skruer op for blusset, og det formåede vi ikke at stå imod. Når vi vågner i morgen, så er fokus på bronzekampen, men lige nu skal vi have lov til at være lidt skuffede.
Synes du, jeres præstation viser, at I hører til i toppen?
-Ja, det synes jeg. Det håber jeg også, at du synes. Det var meget tydeligt her at se, hvis jeg skal være helt ærlig. Vi er med meget, meget langt henne i kampen. Norge er måske bare verdens bedste til at straffe fejl. De er enormt gode, og de tog os lidt på hælene.
-Havde vi spillet, som vi gjorde i første halvleg, så kunne vi lige så godt have vundet. Men det blev desværre ikke til finalepladsen i den her omgang, siger en slukøret Sandra Toft.
Danmark startede ud som lyn og torden og vandt første halvleg overbevisende 13-10. Norge var overhovedet ikke, hvor de plejede at være, og det lykkedes danskerne at bringe dem helt ud af fatning.
Men så skete der bare noget i anden halvleg, typisk norsk.
-Da vi bliver hentet og begynder at komme bagud, så er det en lille, mental prøve vi kommer ud for. Der er Norge bare enormt skarpe, og vi havde lidt stolpe ud. Det gør rigtig ondt.
-Jeg bliver ved med at sige til mig selv, at jeg ikke skal stresse eller panikke. Det er svært, for vi blev blæst bagover i slutningen af kampen. Men vi prøver at holde fast, og vi falder ikke igennem, som vi før har gjort. Vi giver dem kamp til stregen, understreger hun.
-Selvfølgelig vil jeg da helst have stået i den finale, men jeg lover, at hvis vi får bronze, kommer jeg til at gå smilende hjem, slutter Sandra Toft.
Tredje gang må simpelthen være lykkens gang for Danmark i en EM-bronzekamp. De to eneste gang er det endt med fjerdepladser – i 2010 og 2016.