HC Midtjylland sikrer sig ligamålmand
Pressemeddelelse fra HC Midtjylland:
Rene Villadsen tager de næste 2 sæsoner i HC Midtjylland
Rene Villadsen med 5 års erfaring fra den tyske Bundesliga på CV’et skal vogte målet de næste to sæsoner i HC Midtjylland.
Rene har gennem hele karrieren spillet med på øverste hylde og har spillet for klubber som Skjern, Mors/Thy, Sønderjyske, THSV Eisenach, Melsungen, Århus Håndbold, Leipzig og senest Ribe-Esbjerg og har samtidig 2 landskampe på CV’et.
2,01 m høje Rene Villadsen fra Skjern er en målmand med en kæmpe erfaring med i bagagen. En målmand der har bevist sig på højeste hylde gennem flere år og samtidig en 34 årige målmand i sin bedste alder, der skal være med til at løfte projektet i HC Midtjylland.
Cheftræner Mads Hjortshøj udtaler om tilgangen af Rene Villadsen: Rene er en målmand, der har masser af erfaring med i bagagen – en målmand der kan hjælpe og guide holdet i de svære perioder og samtidig en spiller, der ved hvad der kræves for at komme helt til tops inden for denne sport. Rene er vant til at gå forrest – en spiller de andre kan læne sig lidt op ad, og så har han også det overskud, der skal til for at han kan trække de andre med. Vi forventer også at Rene kan være med til at udvikle de målmænd, vi har i klubben på både senior og ungdomsniveau.
Formand Kim Simonsen er også rigtig glad for, at det er lykkedes at lave en aftale med Rene Villadsen og udtaler: Rene er oprindeligt fra Skjern og er nu bosat i Lind – så udover at vi får tilført en fantastisk målmand, så får vi også en spiller, der bor lokalt – en spiller som ungdomsspillerne vil møde i styrkelokalet, en man kan se op til og ikke mindst en man vil se i bybilledet – ikke bare fordi han er 2,01 m høj – men det hjælper.
Vi er rigtigt glade for at en spiller af Renes klasse har valgt vores projekt til frem for at vælge en ligaklub – han køber ind i et udviklingsprojekt med unge spillere, krydret med rutine samt et øget fokus på at bringe ungdommen helt frem og jeg er sikker på, at Rene også med den erfaring han har, kan være med til at bygge på de byggesten, der allerede er lagt.
Rene Villadsen udtaler om kontrakten med HC Midtjylland: Jeg har fulgt HCM på sidelinjen gennem snart mange år – helt fra min tid i Skjern og ikke mindst det seneste, hvor jeg har boet i Lind. Det jeg har hørt,
passer med den oplevelse, jeg selv har haft, efter jeg begyndte at tale med Mads og Søren samt de andre i organisationen.
Et genstartet projekt, der er kommet godt fra start med et professionelt setup så selvom det er 1. division, så synes jeg, at man ser det bedste fra to verdener i HC Midtjylland – der er en stor opbakning fra de frivillige (foreningslivet), tilskuere (fans) samt er en stor opbakning fra sponsorer (det professionelle) så jeg tror faktisk, at der er mange ligaklubber, der kunne være lidt misundelige på det setup HC Midtjylland har fået skabt.
Det er klart, at alle skal være med til at løfte i flok for at projektet lykkes, og der vil jeg gerne være med til at bidrage med den viden og erfaring, som jeg kan komme med, samtidig med at jeg også ved, hvor meget det betyder for ungdommen, at de har nogle lokalt bosatte spillere, som de kan spejle sig i. Jeg har også været ung engang, og der var ikke nogen tvivl om, at omgangen med 1. holds spillerne, har været med til at udvikle mig som spiller og sikre træningsmiljøet, det ser jeg frem til også at kunne give videre.
Nu har jeg kort lige set rammerne for den nye hal, og der er ikke nogen tvivl om, at vi kommer til at få en hjemmebane, der bliver helt unik og indbyder til håndbold på højeste plan samtidig med at rammerne er der til at give en super oplevelse til fans og sponsorer – en oplevelse fuldt på højde med, hvad man ser i håndboldligaen i dag – så det bliver super fedt og glæder mig allerede til den første kamp.