Pytlick tilbage med brag: Han spiller jo fuldstændig outstanding
TV 2 Sports ekspert Claus Møller Jakobsen var tydeligt imponeret over det, han så.
“Jeg er meget, meget glad for at se Simon Pytlick tilbage på det her niveau efter så lang tid ude. Han spiller jo fuldstændig outstanding,” siger han til TV 2 Sport.
Pytlicks samspil med Mathias Gidsel fungerede som i de bedste dage, og duoen satte gang i det danske angrebsspil med tempo, timing og teknisk overskud.
“De to er jo et lille lækkert makkerpar, der kender hinanden ud og ind. De udfører det teknisk svære på et niveau, hvor håndbold nærmest bliver til kunst,” vurderer Claus Møller Jakobsen.
Eksperten fremhæver desuden, at Pytlicks bidrag ikke kun kom offensivt:
“Han løser også sine opgaver i forsvaret rigtig flot. Det var en helstøbt præstation – og klart kampens bedste spiller.”
Efter sin første landskamp siden VM-finalen i januar kan Simon Pytlick dermed notere sig et comeback, der både glædede landstræneren og fik eksperterne til at måbe.