-Jeg er vildt imponeret af Mathias Gidsel, mener Ann Grete Nørgaard
Danmark har mange strenge at spille med trods afbud på vitale profiler, og især det 21-årige stortalent Mathias Gidsel springer vildt imponerende i øjnene hos Ann Grete Nørgaard.
Ikke meget er, som det plejer at være ved verdensmesterskaberne i Egypten, der afholdes i coronavirussens skær. COVID-19 har også ramt det danske hold og har sat en stopper for forsvarsgeneral Henrik Toft Hansen.
Også stærke Rasmus Lauge må følge Danmarks VM fra sofaen med en alvorlig korsbåndsskade. To afbud fra to profiler der har været en stor del af herrelandsholdets succes de seneste mange år.
Heldigvis har det danske hold en enorm bredde, som kan blive foldet ud og andre profiler er klar til at træde ind, som blev bevidst under de to testkampe mod Norge, mener AG. Især GOG-talentet Mathias Gidsel er svær at komme udenom.
Læs også: Landsholdsstjerne begræder tabet af Rasmus Lauge: – Tæt på det værste, der kunne ske
-Lauge er en svær spiller at undvære. Han er jo en vanvittig komplet spiller. Men Danmark har jo fantastisk mange spillere at tage af. Det er heller ikke den sværeste indledning, så der bliver også mulighed for landsholdet til at spille sig ind, siger Ann Grete Nørgaard til HBOLD.dk og fortsætter:
-Men jeg tror nu, at der sidder mange landstrænere og skæver misundeligt til Danmarks holdkort. Der er virkelig mange dygtige spillere. Især Mathias Gidsel er jeg vildt imponeret af. Der venter ham en rigtig stor fremtid.
Læs også: Vanvittigt store ord: -Jeg stod ikke her uden Morten Olsen, siger dansk landsholdsstjerne
-Det bliver spændende at se ham. Han er jo en virkelig dygtig vurderingsspiller og kan rykke et forsvar i stykker med sin fart. Han er vild i kontrafasen. Nu kommer der selvfølgelig lidt større gutter end “bare” dem i ligaen, så bliver spændende at følge, hvordan han klarer det, uddyber hun.
I begge ender bliver det Mads Mensah, der skal løfte et tungere ansvar ovenpå Henrik Toft og Rasmus Lauges afbud.
-Offensivt tror jeg, at Jacob Holm, Mads Mensah, Morten Olsen og Mathias Gidsel kan komme til at løse nogle af de opgaver, som Lauge vanligvis løste. De er andre typer, ja, men fantastiske håndboldspillere.
-Defensivt er det jo nok mere Mensah og Lasse Andersson, der skal “tage over”. Men man skal også passe på med at tænke i at “lukket hullet” efter Lauge. Nu skal man få sat de andres spidskompetencer i scene og spille på deres præmisser.
Læs også: Emil Jakobsen vil føre stor dansk fløjtradition videre: -Jeg vil opnå det hele
Selvom alt ikke er, som det plejer både offensivt og defensivt, så står der stadig verdens bedste keeper i målet: Niklas Landin.
-Han er altid et godt fundament. Han har redninger og skaber ro. Han er jo frygtindgydende derinde og får indimellem skytterne til at se rigtig sløje ud. Det giver noget ro til et forsvar at have ham inde bagved, slutter Ann Grete Nørgaard.
Danmark starter VM fredag aften mod Bahrain, mens Congo og Argentina venter i de sidste gruppekampe, inden VM-slutrunden glider over i mellemrunden.
Danmarks VM trup herrer
MÅLVOGTER | ||
Niklas Landin | ||
Kevin Møller | ||
Emil Nielsen | ||
VENSTRE FLØJ | HØJRE FLØJ | |
Lasse Svan | Magnus Landin | |
Johan Hansen | Emil Jakobsen | |
STREGSPILLER | ||
Anders Zachariassen | ||
Henrik Toft Hansen | Magnus Saugstrup | |
Simon Hald | ||
VENSTRE BACK | PLAYMAKER | HØJRE BACK |
Mikkel Hansen | Henrik Møllgaard | Nikolaj Øris |
Lasse Andersson | Morten Olsen | Mathias Gidsel |
Mads Mensah | ||
Jacob Holm | ||
Nikolaj Læsø |