-Nu skal tungen holdes lige i munden, konstaterer AG efter dansk super-succes
Danmark er klar til VM-kvartfinalen som etter i gruppen og ubesejret. Nu skal målet være at vinde den næste kamp og intet andet, understreger fløjspiller Ann Grete Nørgaard.
Målsætningen for VM blev lørdag aften indfriet efter den femte sejr ud af fem mulige ved VM.
Japan blev lavet til engang håndboldsushi og med sejren på 34-27 kan Danmark nu kigge frem mod onsdagens kvartfinale som etter i gruppen uanset udfaldet af mandagens kamp mod Kroatien.
Det er lige præcis nu, at hesten skal klappes og benene holdes solidt på jorden, siger Ann Grete Nørgaard.’
-Målsætningen er jo indfriet. Så må der sættes et nyt mål jo, siger Ann Grete Nørgaard til HBOLD.dk.
Skal det ikke bare hedde guld, som Danmark har spillet?
-Det skal hedde at vinde kvartfinalen. Det er lige præcis nu, tungen skal holdes lige i munden. Der skal holdes fokus på den næste kamp, der skal spilles og intet andet.
-Danmark har spillet godt og vundet alt uden rigtige problemer. Nu er kunsten jo at blive ved med at tage én kamp ad gangen. Nu skal man gå all in for at vinde kvartfinalen og komme til at spille om medaljer, uddyber hun.
Kampen mod Kroatien er derfor uden pointmæssig betydning for danskerne.
Læs også: Karakterbog: Løven i buret blev sluppet fri
Men skal kampen bruges på at holde A-kæden i gang eller spare nogle profiler?
-Jeg synes, de skal spille videre og holde flow. Så skal man blive ved med at gøre det, de har gjort. Velvidende at der ikke skal drives rovdrift på nogen. Det er der ingen grund til.
-Derfor kan man godt have et mål om at vinde og bibeholde det flow, der er, siger hun.
-Det er det allervigtigste. Nu er det vind eller forsvind. Det nytter ikke at spilde et sekunds energi på, hvem der måske kan vente i semifinalen. Så kan det hele være slut, før det bliver rigtig sjovt. Der skal være fuldt fokus på dem, vi møder i kvartfinalen, slutter Ann Grete Nørgaard.
Danmark møder nummer to fra mellemrundegruppe 4, hvor både Egypten, Sverige, Slovenien og det Russiske Håndboldforbund kan blive den næste modstander.
Deres pulje bliver afgjort søndag, og så vil Danmark altså have søndag, mandag og tirsdag til at forberede sin kvartfinale onsdag.