LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Nikolaj Jensen

-Der kører mange tanker rundt i mit hoved, siger landstræneren efter vild rutsjebanetur

Så stod Danmark med det ene ben i semifinalen. Så stod Egypten med det ene ben i semifinalen. Heldigvis endte det med, at Danmark fik begge ben i fredagens semifinale, og landstræner er endnu ikke rigtigt faldet ned ovenpå den vilde rutsjebanetur.


Sjældent skal en håndboldkamp helt derud, hvor VM-kvartfinalen mellem Egypten og Danmark tog hele håndboldverden hen.


Sjældent bølger en altafgørende kamp for vanvittigt meget frem og tilbage, hvor man kunne tælle flere chancer for begge mandskaber til at afgøre sagerne, inden det skulle ud i straffekast.


Landstræner Nikolaj Jacobsen kan ikke mindes at have prøvet noget lignende før, når han ruller minderne og tankerne tilbage på sin træner- og spillerkarriere.


Læs også: Ekspert blæst vanvittigt bagover af Mathias Gidsel: -Der er født en verdensstjerne


-Der kører alle mulige tanker rundt oppe i hovedet lige nu … Det kan jeg ikke lige svare på, siger Nikolaj Jacobsen på en digital forbindelse.


-Det var, ligesom jeg tror alle sammen der også så kampen, en rutsjebanetur. Vi går bare fra at have styr på det, til ikke at have styr på det, til at have styr på det og så ikke have styr på det igen. Det var en vild kamp at komme igennem, uddyber han.


-Vi gav ikke op. Vi blev ved, selvom tingene efter pausen så svære ud. Det var ikke særlig kønt. Vi dummer os i den første omkamp, mens Egypten dummer sig i den anden. Vi fik fightet os frem til et straffekast, som jo er held.


Læs også: Niklas Landin så tro i øjnene på alle danske VM-profiler: -Ingen gik i panik


Danmark gik fra at have ret godt styr på de egyptiske værter med en nogenlunde komfortabel pauseføring på 16-13.


Men i løbet af ganske få minutter fik Egypten ædt sig ind på den danske føring og hældt kampen over i en intens og nervepirrende håndboldgryde.


Nikolaj Jacobsen var heller ikke tilfreds med spillet i anden halvleg.


-Bortset fra en dårlig start, så var der mange ting både offensivt og defensiv, som lykkes. Jeg ved ikke, hvor mange mål de scorer med armen oppe. Men vi har styr på mange ting. Efter en halvsløj start, hvor vi brænder et par stykker, så tilspiller vi os fine chancer.


-I anden halvleg spiller vi dårligt angrebsspil. Vi er ikke direkte nok, spiller for langsomt i starten og defensivt får vi store problemer rent fysisk. De får trykket os godt ned med farlige krydsspil.


-Vi spiller 7-mod-6, der ikke sad lige i skabet. Vi kom til fornuftige chancer, og holdt os inde i kampen langt henne ad vejen. Jeg må sige, det er Niklas Landin og vores forsvar, der redder os ud i straffekast.


Nu fortæller landstræneren, at det vigtigste bliver at komme til kræfter igen så hurtigt som muligt til fredagens semifinale mod de dobbelte spanske europamestre.


Fysisk og mentalt venter der en hård opgave mod Spanien, der bankede Norge.


LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder