-Jeg har kæmpestor respekt for mit hold, udbryder landstræneren
Det danske herrelandshold har skiftet det chokerende EM-resultat fra sidste år ud med VM-finale i år. Ganske enkelt fordi landsholdet spiller som et fasttømret og stærkt hold, understreger landstræner Nikolaj Jacobsen.
For bare ét år siden var det ord som fiasko, chok og skandale, der haglede ned over det danske herrelandshold, der røg ud allerede efter det indledende gruppespil ved EM.
Godt et år sener er det ord som perfekt, ubesejret, imponerende holdindsats og vilde, unge talenter, der har taget over på et dansk hold, der fredag aften spillede sig i sin anden VM-finale i træk.
Nikolaj Jacobsen har egentlig forklaringen på den voldsomme forandring klar:
Læs også. Olsen hylder Hansen: -Han er jo afgørende, lige så snart der er noget på spil
-Den bedste forklaring jeg kan give, er, at vi spiller bedre håndbold. Vi er et rigtig stort hold med stort H. Vi har været dygtige til at stå sammen, siger Nikolaj Jacobsen fredag aften på et digitalt pressemøde.
Den danske landstræner kan ikke undgå at fremhæve ét navn, når snakken falder videre.
-Med Mathias Gidsels indtog har vi fået et andet angreb med, og en højre back der kan andre ting en de andre, vi har haft med tidligere, uddyber han.
Generelt har Danmarks mange slutrundedebutanter vist, hvorfor de er fremtidens spillere på et af verdens bedste landshold.
Læs også: Ann Grete Nørgaard taber kæben: -Sindssyg kamp af Mikkel Hansen på toppen
Blandingen af den rutinerede garde og de unge, uprøvede kræfter har været en stor fordel for landsholdet, der virkelig har nydt godt af alles kvaliteter.
-Vi har fået noget ungdommeligt mod ind på holdet, der bare kører på. Det giver os flere valgmuligheder. Jeg har en kæmperespekt for det, spillerne har præsteret.
-Specielt i semifinalen mod Spanien må jeg især rose Mikkel Hansen og Morten Olsen, som er to af vores mest rutinerede på holdet. De går virkelig ind og leverer en god kamp også sammen med de unge, som har ro i maven, siger han.
Læs også: -Derfor var Danmark så suveræne, vurderer ekspert
Efter snart tre uger nede i den egyptiske VM-boble, så begynder det at tære på kræfterne og ikke mindst nattesøvnen, som der ikke har været meget af for Nikolaj Jacobsen.
Men lige nu og her er der ikke skyggen at spore af træthed. Tværtimod:
-Lige nu er jeg rigtig frisk. Ovenpå en sejr giver det masser af selvtillid og boost på energifronten. Der venter en lang nat nu, så jeg er sikker på, at jeg nok er træt i morgen formiddag, når vi står op igen.
-Men når man får en VM-finale i belønning, så glemmer man alt det. Nu er der ikke noget, der hedder at være træt. Vi skal hive det sidste ud af det, der er tilbage i tanken. Så skal vi forsøge at få den pokal med hjem igen, slutter Nikolaj Jacobsen.
Danmark gør klar til sin VM-finale nummer to i træk, mens Sverige kan se frem til sin første VM-finale i 20 år.
Finalestart klokken 17.30 på søndag.
Spanien og Frankrig skal kæmpe om bronzemedaljerne klokken 14.30.