Mikkel Hansen: Det kan ikke beskrives
Mikkel Hansen spillede en monsterkamp mod Spanien fredag aften, og han er lykkelig over en plads i VM-finalen.
Danmark skal spille VM-finale på søndag mod Sverige. Det står klart efter en ny gyser fredag aften, hvor Spanien blev besejret af et toptændt dansk mandskab.
Især Mikkel Hansen spillede sig voldsomt op i forhold til en skidt præstation og rødt kort senest mod Egypten.
Nu er verdens bedste Mikkel jublende lykkelig over finalen:
“Det kan ikke beskrives. Det var et mareridt at sidde og kigge på sidst, men i dag fik jeg lov at være med heldigvis. Det var en fornøjelse at spille den her kamp,” siger Mikkel Hansen til DR.
Mikkel Hansen uddeler desuden store roser til de mange unge stjerner på holdet:
“De unge har en tro på egne evner, og stor ros til dem i forhold til at lære af andre og lytte, mens de samtidig formår at komme med brystet skudt frem,” lyder det fra Mikkel Hansen.