-Helt grotesk hvad folk skriver til mig, raser landstræneren, der har fået nok af respektløste online-kritikere
På vejen frem til VM-finalen har Nikolaj Jacobsen modtaget, hvad han selv kalder for groteske beskeder fra folk, der ikke har meget respekt for dét, landsholdet faktisk render og leverer.
De danske håndboldherrer har mulighed for at gøre det, bare tre nationer igennem håndboldhistorien før har opnået: Nemlig at vinde VM-guld to slutrunder i træk. Det er kun Rumænien, Sverige og Frankrig, der har prøvet det.
Derfor er det en meget stor og på mange måder en unik præstation, som Danmark har leveret under helt særlige omstændigheder de seneste uger i Egypten.
Læs også: -Jeg har kæmpestor respekt for mit hold, udbryder landstræneren
Men det har ikke kun været positive tilkendegivelser, der har fundet vej til landstrænerens telefon.
Nikolaj Jacobsen har modtager mange knapt så rare beskeder, og han ville ønske, at folk lige tænkte sig om én ekstra gang, inden fingrene bare danser hen over tastaturet.
-Det er faktisk helt grotekst, hvad folk kan finde på at skrive til mig under den her slutrunde. Jeg synes, det har taget helt overhånd. Der er ingen respekt længere, siger Nikolaj Jacobsen lørdag formiddag på et digitalt pressemøde og fortsætter:
Læs også. Olsen hylder Hansen: -Han er jo afgørende, lige så snart der er noget på spil
-Når man begynder at taste noget på tastaturet, så skal man overveje inden, om det er noget, man ønsker, bliver skrevet om én selv. Der er ikke længere nogen respekt for de mennesker inde på banen i forhold til at skrive ukritisk, hvad man har lyst til på diverse medier.
-Jeg synes, man skal holde sig for god til det.
Forventningerne vil og skal være der til de danske håndboldherrer, der er både forsvarende OL- og VM-guldvindere.
Men respekten er en mangelvare blandt de høje forventninger og mange ubehagelige beskeder.
-Vi ved jo, at forventningerne er der. Specielt når vi vinder et par kampe, så er I også dygtige til at få skruet den rigtig højt op, og så kører det derfra. Der må gerne være forventninger, men der er ingen respekt længere, uddyber han.
Læs også: Nikolaj Jacobsen efter Mikkel Hansen-brøler: -Det må så rutineret en spiller ikke gøre
Mikkel Hansen har mærket på egen krop, hvordan de mange online-kritikere har sat sine spor efter kampen mod Egypten, hvor han trak et rødt kort efter en dum fejl.
Det fik virkelig folk ude bag skærmene til at gå amok og flere forlangte, at Mikkel Hansen skulle ”sendes hjem omgående”, og hvad ”lavede han der”.
Efter 12 mål og en sejr over Spanien i semifinalen tog Hansen til genmæle og sagde følgende til TV2 Sport:
-Det er blevet så let at kritisere folk. Der er ikke så mange, der tør face-to-face, men online er det let at spille klog. Det vil altid være let at sidde og pege fingre, også for mennesker, der aldrig nogensinde har stået i sådan en situation, sagde han.
Danmark kan for anden gang i historien vinde VM-guld på søndag, mens svenskerne kan hive VM-guld nummer fem ned fra hylden.
Vi følger kampen massivt både før, under og efter.