Godt nyt til Cichosz og TTH Holstebro
TTH Holstebros anfører, Christoffer Cichosz, udgik med en knæskade i DM-slutspillets første kamp. Efter at have været ude af klubbens seneste to kampe, er der godt nyt for stregspilleren og resten af TTH-mandskabet.
Efter en vellykket knæoperation igår på privathospitalet Capio i Viborg er meldingen klar – om ca. fire uger kan TTH-anføreren igen komme på banen, såfremt at der ikke efterfølgende kommer komplikationer. Dermed er der mulighed for anførerens deltagelse i det resterende DM-slutspil, hvis TTH Holstebro kvalificerer sig til DM-semifinalerne.
– Det har været hårdt at sidde uden for og se kampene, men jeg er rigtig glad for, at der er lys forude med hensyn til en mulig deltagelse i slutspillet igen. Det var godt, at klubbens sundhedsteam fik mig opereret så hurtigt, og nu står den på fire ugers god genoptræning med sammen med Struer Fysioterapi, siger Christoffer Cichosz.
Næste gang TTH Holstebro spiller i DM-slutspillet er onsdag den 5. maj, hvor holdet på udebane møder Skanderborg Håndbold.