Nicolej Krickau: Jeg er ydmyg over at træne så stor en klub
Nicolej Krickau havde mandag sin første træning i SG Flensburg-Handewitt.
Den 36-årige danske cheftræner har overtaget tøjlerne fra Maik Machulla, som fik sparket i storklubben i ultimo april måned.
Nicolej Krickau har længe drømt om at være træner i Bundesligaen og nu er det altså blevet en realitet.
I et interview med klubben bliver han blandt andet spurgt ind til, hvordan den nye opgave bliver og hvordan det er at forlade GOG efter klubbens mest succesrige sæson.
”Sådan en succes ville næppe have været gentagelig med GOG. Så det er det perfekte tidspunkt at opfylde min drøm om at spille i Bundesligaen. Jeg har haft det her i lang tid. Nu er dagen kommet. Jeg er ydmyg over at træne så stor en klub”, siger Nicolej Krickau til klubbens hjemmeside.
Nicolej Krickau og co. spiller deres første gældende kamp den 24. august, hvor de på hjemmebane støder sammen med HSV Hamburg i 1. spillerunde i Bundesligaen.
Inden da skal nordtyskerne blandt andet teste formen mod flere danske ligaklubber.