KAMPREFERAT: Danmark vinder over værtsnationen Norge i Golden League
Det danske herrelandshold er endnu engang samlet i forbindelse med Golden League, som en del af forberedelserne frem mod EM i januar.
Aftenens landskamp er samtidig også et gensyn med Hans Lindberg, Michael Damgaard og ikke mindst Mikkel Hansen. Aalborg-stjernen er tilbage i den rød-hvide trøje, og det skal blive spændende at se, hvordan han falder ind i det danske spil igen.
Den danske startopstilling:
Højre fløj: Hans Lindberg
Højre back: Mathias Gidsel
Playmaker: Rasmus Lauge
Venstre back: Michael Damgaard
Venstre fløj: Emil Jakobsen
Stregspiller: Magnus Saugstrup
(forsvars-/angrebsudskiftning: Henrik Mølgaard ind / Michael Damgaard ud)
Læs referat af kampen her:
Kampen er i gang – Damgaard starter flot med et stående skud, og bringer Danmark foran 1-0, mens Landin holder Norge fra at score i deres første angreb.
Det danske forsvar starter med en offensiv tilgang, og udfordrer nordmændene højt på banen.
Efter 6 minutter flyder det danske angrebsspil ikke helt endnu. Damgaard har indtil videre en statistik med 1 mål på 4 forsøg, men den norske målvogter Sæverås har også fået en fin start.
Emil Jakobsen går fra en spids vinkel, men kantes af den norske fløjspiller Bjørnsen – og får straffekast. Mikkel Hansen er tilbage på banen for landsholdet, og klar til at tage straffe kastet – dog lidt et antiklimaks, da Hansen desværre brænder (9 min).
DK er i overtal på grund af den norske udvisning, og Hansen får lov at blive på banen. Han tager flot revanche for straffekastet – og scorer et flot mål fra 9 meter.
Den offensive tilgang i det danske forsvar tillader blandt andet at der efter 12 min. er scoret 3 mål af de norske stregspillere, som udnytter hullerne i midten.
Ved stillingen 5-6 til DK er Gidsel, Lauge og Damgaard tilbage i angrebet. Flowet i angrebet fungerer bedre, og de formår at skabe et overtal, som udnyttes sikkert af rutinerede Hans Lindberg.
Den norske kontramaskine fungerer også i dag, og Bjørnsen sætter bolden ind, hvormed Norge har udlignet til 8-8. Dette fremtvinger en reaktion fra Jacobsen, som tager en timeout (16 min).
Nicklas Kirkeløkke indskiftes efter 17 minutter, hvor han spiller fløj i angrebet – og dækker back positionen i forsvaret således Gidsel får pause i forsvaret.
Efter 20 minutter dirigerer Lauge fortsat angrebsspillet. Hans presspil skaber en god situation til Damgaard, som timer sit skud perfekt – og scorer.
Samtidig med at Lauge fordeler boldene smukt i det danske angrebsspil, er Sagosen også i gang for Norge. Han volder DK problemer når han kommer i hans kendte ‘rush’ op af banen.
22 minutter er spillet – Lindberg er tilbage som straffeskytte, og scorer sikkert. Norge tager timeout.
Angrebsspillet fungerer godt i øjeblikket – og DK dobbelt krydser sig frem til en scoring, som igen sættes ind af Damgaard. Han har virkelig formået at tilpasse sin timing i samspil med Lauge og Gidsel, hvorfor stillingen nu er 10-13 til Danmark.
Norge sløser i angrebsspillet, som også hænger sammen med et dansk 5-1 forsvar, der fungerer godt i øjeblikket.
Damgaard fortsætter stimen og scorer sit 5. mål – stillingen er nu 12-16 til DK.
Norge svarer hurtigt igen med et flot mål af Grøndahl, og Danmark når ikke at score i det sidste angreb inden pausen. Danmark går altså til pause med en føring på 13-16.
2. halvleg
Emil Nielsen har skiftet med Landin i målet, og Mikkel Hansen er tilbage i angrebet i en konstellation med Damgaard og Gidsel på hhv. venstre og højre back.
Efter 2,5 målløse og halv rodede minutter, er Gidsel smart i forsvaret, og fanger bolden, som han dernæst løber op og scorer til stillingen 13-17.
Danmark er fortsat i en 5-1 formation i forsvaret – med Saugstrup fremme, som fungerer godt. Det holder Norge fra store chancer, men på grund af en tilfældighed ender bolden ved Bjørnsen, som scorer til 15-18.
Det er tydeligt at se, at Norge er mere opmærksomme på Damgaard. De rammer ham højere i banen, men Damgaard udnytter ligeledes situationen, og spiller en helt fri Simon Hald, som dog brænder fra streg positionen.
Efter 38 min. rammes Danmark af første udvisning til Magnus Landin, som giver et straffe til Norge. Dette skal Sagosen tage sig af, men Emil Nielsen redder på fornemste vis.
Ved stillingen 16-21 går Norge frem i en 5-1 i forsvaret for at bryde det danske offensiv. Damgaard tager endnu et langskud, men brænder, og falder efterfølgende til jorden. Han signalerer, at han er skadet og lader sig udskifte med Lauge i angrebet.
Simon Hald har samtidig byttet med Mølgaard i forsvaret, og tildeles en udvisning. Norge udnytter overtalssituationen og scorer 2 mål i træk – stillingen er nu 19-21.
Det danske flow i angrebsspillet er udfordret.
Hald er tilbage efter udvisningen, men på grund af et bedre norsk angrebsspil og en dansk scoringspause på 6 minutter, er Norge nu helt tilbage og kun bagud 20-21.
Jacobsen tager timeout.
Lauge scorer sit 3. mål efter 8 minutters scoringstørke, og bringer DK foran med 2 igen. Med 10 minutter tilbage bærer det danske angrebsspil præg af individuelle præstationer, som ikke helt lykkedes i øjeblikket – flowet og timingen fra 1. halvleg er forsvundet.
Stillingen er 21-22 og norske Reinkind udvises i 2 minutter. Danmark udnytter overtalssituationen og får to vigtige scoringer, som giver lidt luft.
Simon Hald udfordres af Rød, som resulterer i, at Hald igen må udvises i 2 minutter. I undertallet, og med 7 minutter tilbage af kampen, ser Mensah for første gang banen. På ægte Mensah manér slider han sig frem til et vigtigt mål, og Danmark fører igen 22-26 med 4 minutter igen.
Derudover er Mensing kommet ind på venstre backen i stedet for Hansen, men de sidste minutter bærer i høj grad præg af hektik og småfejl. Dog formår Mensing at sætte sit aftryk, da han sætter bolden rimelig godt op i det lange hjørne – og sikrer sejren.
Kampen slutter dermed med en dansk sejr på 24-27.