Aalborg Håndbold med skadesstatus: Møllgaard ude i en periode
Henrik Møllgaard måtte udgå i kvartfinalekampen mod Füchse Berlin.
I forårets første slutspilskamp på udebane mod Skjern Håndbold måtte Aalborg Håndbold-spiller Miguel Martins forlade banen med en skulderskade.
Undersøgelser har siden vist, at skaden er så alvorlig, at bagspilleren skal opereres i de kommende dage – og dermed er sæsonen desværre slut for portugiseren, der skifter til rumænsk håndbold efter sæsonen.
I gårsdagens opgør mod Füchse Berlin i blev Henrik Møllgaard også ramt af uheld. Den rutinerede forsvarsgeneral måtte udgå med en fingerskade, da en finger blev rykket af led.
Skaden blev dog straks behandlet af Aalborgs lægestab, der både fik fingeren på plads og lukkede en dyb flænge i samme område. Møllgaard forventes nu at tage en kortere pause fra kamp og træning.