Aalborg-profil: Det giver gåsehud bare at tale om kampen
Aalborg Håndbold er et af verdens bedste hold, og det har de sat to streger under senest. På udebane slog man mægtige Kiel i Champions League, og selvom der var store problemer i den modsatte kamp på hjemmebane, fik nordjyderne point ud af anstrengelserne.
Det foran en feststemt og flot kulisse i Aalborg, og at spille sådan en kamp på sådan en scene og foran sådan et publikum gjorde indtryk.
Det fortæller Aalborgs Patrick Wiesmach:
"Kampen mod Kiel var nok den største kamp for vores vedkommende indtil nu i denne sæson på hjemmebane. Ingen tvivl om, at vi har haft nogle vanvittigt fede kampe indtil da, både i ligaen og mod Flensborg, og jeg synes det toppede mod Kolstad, indtil kampen i onsdags. Med dens betydning in mente, og med Kiel som en traditionsrig storklub mod den største klub i Danmark i et topbrag, det gav et ekstra aspekt og det synes jeg også kulissen afspejlede meget godt, siger Patrick Wiesmach til klubbens hjemmeside og fortsætter:
"Det er en af de kampe man får gåsehud af bare at tale om, for der var så mange små kampe i kampen, ligesom stemningen og lydniveauet var helt vanvittigt, så det var en fed oplevelse."