Agent slår fast: Emil Nielsen har ikke lavet aftale med nogen
For et par dage siden kom der pludselig et rygte frem om, at den danske målmand Emil Nielsen kan være på vej væk fra Barcelona.
Det var spanske medier, der som de første berettede om, at den ungarske storklub Veszprem er ude efter Emil Nielsen, og at de vil hente ham, når hans aftale med Barcelona udløber i 2026.
Efterfølgende har der været historier fremme om, at Barcelona skulle være klar til at give danskeren en lønforhøjelse for at få ham til at blive i klubben.
Det kan godt tyde på, at det kan blive lidt af en saga den kommende tid om, hvad der skal ske med Emil Nielsen, og hans agent Rasmus Skram har heller ikke meget at bidrage med.
- Emil har ikke indgået en aftale fra 2026 med nogen endnu. Men derudover har jeg ingen kommentarer, siger Skram til TV2 Sport.