Barcelona afviser spekulationer om ny keeper
Siden Pérez de Vargas' skade har spekulationerne været mange, for hvad skal klubben der går efter endnu et Champions League-trofæ gøre uden en målmandsduo i absolut topklasse?
Indtil videre har Barcelona hidkaldt Filip Saric fra klubbens ungdomsakademi. Han er søn af den bosniske keeper-legende, Daniel Saric, men spørgsmålet er om det er nok, når de nu går ind i en meget vigtig og afgørende fase.
Barcelona har efter gårsdagens sejr over Kielce, kvalificeret sig til kvartfinalen i Champions League, men det får dem ikke til at kigge sig om efter en Pérez de Vargas-afløser:
“Gonzalos alvorlige skade er en omstændighed, der kan ske. Indtil videre og på nuværende tidspunkt vil vi ikke foretage nogen ny signing. Hvis der ikke sker noget mere, fortsætter vi med disse to keepere,” sagde ansvarlig for Barcelonas håndboldafdeling, Joan Marín, til Esport 3 i forbindelse med Champions League-kampen mod Kielce.
Det burde også være muligt at være med i afgørelsen af Champions League, hvis Emil Nielsen, der måske er verdens bedste målmand lige nu, står som han har gjort hidtil. Men den danske keeper har haft en hård sæson med mange spilleminutter både for landsholdet og for klubben, hvilket blandt andet viste sig, da han for en uges tid siden måtte udgå af kampen mod Aalborg Håndbold med store smerter i læggen.