Debutanten Hjalte Lykke: Jeg er kommet med ind med et mindset om at lære!
Hjalte Lykke har fået det grønne lys fra landstræneren - imorgen kommer han i aktion.
For GOG-kometen Hjalte Lykke er det en helt særlig oplevelse at være en del af det danske A-landshold for første gang.
– Det er stort og fedt at prøve. Man er jo vant til kun at se dem på fjernsynet, men at være en del af holdet er noget, man ikke lige glemmer. Jeg kom ikke på banen mod Norge, men det var stadig en kæmpe oplevelse, siger Hjalte Lykke til TV 2 Sport.
Den 21-årige bagspiller tager oplevelsen med ro og fokuserer på at suge læring til sig i samlingen.
– Jeg er kommet ind med et mindset om at lære – både på og uden for banen. Det handler om at tage alt ind og udvikle sig, forklarer GOG-profilen, der forventes at få debut mod Holland lørdag.