Duvnjaks sidste slutrunde kan slutte meget brat
Kroatien spillede mod Argentina ved VM-slutrunden fredag aften, og her hentede kroaterne en sikker sejr, da de vandt med 33-18.
Det var dog ikke det hele, der var positivt for kroaterne i kampen mod Argentina. En af holdets store stjerner Domagoj Duvnjak måtte nemlig udgå med en skade tidligt i kampen.
Efter kampen fortalte den kroatiske landstræner Dagur Sigurdsson, at Duvnjak var blevet kørt på hospitalet.
- Det er bittersødt. En god sejr og en god præstation, og vi reagerede godt, da han blev skadet. Nu venter vi på nyt. Han tog direkte til hospitalet, så vi må se, sagde Sigurdsson til TV2 Sport.
Denne VM-slutrunde er den sidste slutrunde i karrieren for Duvnjak, og den kan altså ende med at slutte meget brat. Det vides nemlig ikke, om han kan spille mere ved slutrunden, og af den grund har kroaterne også indkaldt Igor Karacic til truppen.