Færøsk landsholdskeeper efter skifte til HC København: "Et tiltrængt skifte"
Efter begrænset spilletid i HØJ har Pauli Jacobsen fået den rolle i HC København, han savnede, men justeringen til nye rammer og en anderledes hverdag har ikke været uden bump.
HC København har haft en svær første del af sæsonen, hvor de aktuelt ligger på sidstepladsen med kun tre point. Det ene point blev hentet i fredags, da de spillede lige op med topholdet fra Skive fH. Kampen endte 30-30 og langt henne i anden halvleg så det ud som om at HC København ville hente begge point.
Det blev dog ikke en kamp, hvor Pauli Jacobsen fik en hovedrolle. Efter en svær indledning på kampen måtte han se William Plauborg gribe chancen og levere flotte redninger, der holdt hjemmeholdet inde i opgøret. Alligevel er Jacobsen slet ikke i tvivl om, at skiftet til HC København var det helt rigtige, for i HØJ var han nået et svingdørsforhold til kamptruppen, og det sled på ham:
“Det var lidt ud og ind. Det er noget helt andet at sidde på tribunen og kigge på. Nu får jeg lov at spille, og der er pres på for at hente point. Det er en fed situation at være en del af,” fortalte han til Sjællandske Nyheder efter fredagens opgør mod Skive fH.
Men selvom skiftet var tiltrængt og nødvendigt, har forskellene mellem ligaen og 1. division krævet tilvænning. Hvor HØJ's spillere arbejder i fuldtidsrammer, møder spillerne i HC København ind efter skole og arbejde. Det kan mærkes, fortæller målmanden, som også har måttet omstille sig til en anden spillestil med et mere offensivt forsvar.
Opholdet i HC København er dog midlertidigt, for efter nytår vender Pauli Jacob sen tilbage til HØJ. Til januar spiller han dog EM med det færøske landshold og hvad der skal ske fra hans kontraktudløb til sommer, vil tiden vise når det er på plads.
HC København jagter flere point, når de på lørdag d. 6. december møder endnu et tophold i Aarhus Håndbold.