LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

Flensburg-dansker frustreret: Vi gør det alt for svært for os selv

Det blev en frustrerende eftermiddag for danske Lasse Møller og SG Flensburg-Handewitt, der søndag måtte indkassere et skuffende hjemmebanenederlag på 33-28 mod Rhein-Neckar Löwen i Bundesligaen.

Møller leverede ellers en flot præstation med syv scoringer og otte assists, men det rakte ikke til point. Efter kampen var han stærkt kritisk over for holdets mange fejl.

“Hver gang vi er tæt på og har mulighed for at tage føringen, så brænder vi helt åbne chancer og smider boldene væk. Vi kan tale om taktik frem til næste jul, men når det handler om vores egne fejl og brændte muligheder, hjælper det ingenting,” sagde Lasse Møller efter kampen ifølge handball-world.com.

Han slog fast, at holdet skal være langt skarpere, især i indledningen af kampene:

"Vi gør det alt for svært for os selv."

Flensburg var allerede efter 20 minutter bagud med seks mål 8-14, og selvom hjemmeholdet flere gange i anden halvleg fik kontakt, lykkedes det aldrig at vende kampen. Svenske Mikael Appelgren leverede en imponerende målmandspræstation for Rhein-Neckar Löwen med hele 18 redninger og blev kampens store spiller.

Møller afviste dog, at der er problemer med indstillingen i Flensburg-lejren.

“Det bør ikke være tilfældet. Vi har stadig meget at spille for i denne sæson,” understregede danskeren.

Næste weekend venter endnu en stor opgave, når Flensburg deltager i EHF Final4 i Hamburg.

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste ishockeynyheder