Füchse Berlin jubler over målmandsprofil
22-årige Lasse Ludwig greb chancen, da han fik spilletid i Füchse Berlins sæsonåbner mod Bergischer HC. Med hele 16 redninger var han stærkt medvirkende til den klare 39-27 sejr, og indsatsen vækker begejstring i klubben.
Ludwig er normalt reserve bag serbiske Dejan Milosavljev, men har nu to gange i træk vist sit værd i målet. Allerede i Supercuppen mod Kiel blev han matchvinder i straffekastkonkurrencen, og mod BHC beviste han endnu engang sit potentiale.
“Han tager udfordringen op mod en af verdens ti bedste målmænd. Det er præcis sådan, en ung keeper udvikler sig. Jeg er meget glad for hans udvikling,” sagde sportsdirektør Stefan Kretzschmar ifølge Handball-World.
Cheftræner Jaron Siewert håber, at han kan holde niveauet over tid. Samtidig er fremtiden på målposten åben, da Milosavljev endnu ikke har forlænget sin kontrakt, der udløber til sommer.
Allerede onsdag venter næste test for Ludwig og Füchse, når holdet møder Frisch Auf Göppingen i Bundesligaen.