Stjerne forlader Champions League-klub – åben for Bundesliga-skifte
Den spanske verdensstjerne Alex Dujshebaev har bekræftet, at han forlader Industria Kielce til sommeren 2026. Hvor karrieren fortsætter, er endnu uvist – men rygterne om et skifte til THW Kiel tager til. Det skriver Handball-World.
I et interview med TVP Sport fortalte Dujshebaev, at beslutningen ikke kun handler om sport, men også om familien: “Nu har jeg en familie, og beslutningen skal træffes sammen med dem. Klubben skal være den rigtige sportsligt, men også et sted, hvor min familie kan trives.”
Om Kiel er en reel mulighed, ville han ikke afvise: “Jeg er glad for interessen fra topklubber, men jeg har brug for tid til at tænke. Vi får se,” sagde han.
Dermed holder 32-årige Dujshebaev døren åben for et første skifte til Bundesligaen – og måske til de tyske rekordholdere fra THW Kiel.